Hvem er jeg? » Mit liv
HealingCircle

Mit navn er Karen Nørrelund. Jeg er 65 år, og har som de fleste oplevet både med- og modgang. Fra mit første ægteskab har jeg to dejlige voksne piger, og tre børnebørn. De er alle en lykke for mig.

Jeg har rejst en del og boet i mange lande, og jeg har mødt mange forskellige mennesker og deres sprog og kultur, som det har været spændende at lære at kende. Det betyder også, at jeg ud over dansk taler engelsk og italiensk. Jeg har set smukke steder, men også fattigdom og undertrykkelse. Og jeg har måttet erkende, at det ikke udelukkende er økonomisk velstand og ordnede forhold, der bringer glæde i livet. En fattig familie i Peru kan lige så vel have et rigt liv som en veletableret familie i Danmark. For mig afhænger værdien af et liv af øjnene, der ser.

Både mit private liv og mit arbejdsliv har været turbulent.
- Privat har jeg været gennem mange både gode og svære tider. Ligesom jeg har oplevet kærlighed og forståelse, har jeg mødt svigt og afvisning. Jeg har følt mig underkuet, og jeg har måttet kæmpe hårdt for det selvværd, jeg føler i dag. Det har også taget lang tid for mig at forstå, at jeg selv har ansvaret for mit eget liv.

Karen Nørrelund Vilstrup

- Jobmæssigt har jeg arbejdet med meget forskelligt, og derfor også været tvunget til at arbejde sammen med mange forskellige slags mennesker. Det har givet masser af dejlige oplevelser – og en del udfordringer. Bl.a. har jeg været længe om at lære at sige fra, og at oparbejde mod og selvtillid til at give mine meninger vægt. Også i mit arbejdsliv har jeg måttet kæmpe for, at mine anstrengelser blev værdsat.

Jeg ved, at jeg endnu har meget at lære i dette liv, men alle de erfaringer, jeg hidtil har gjort, og den indsigt, jeg derved har fået, har givet mig en god ballast. Det har også givet mig en stor forståelse og medfølelse for alt det, som andre mennesker må igennem i deres liv.


Karen Nørrelund Holsteinsgade 16, st. tv. 2100 København Ø 21 20 02 51 karen.noerrelund@gmail.com